Atlas står ikke nødvendigvis skævt – hvad handler Atlastherapi efter Arlen så om?

Mange patienter, der hører om behandling af atlas, forestiller sig, at den første halshvirvel står skævt og skal sættes tilbage på plads.

Det er forståeligt. Ordet “atlaskorrektion” bruges mange steder, og forklaringen virker enkel:

Atlas står forkert ? kroppen kommer ud af balance ? atlas korrigeres.

Men moderne forskning viser, at virkeligheden er mere interessant.

Små rotationer og asymmetrier omkring atlas er meget almindelige – også hos mennesker uden nakkesmerter. Samtidig er den øvre del af nakken et usædvanligt følsomt sensorisk område, som hele tiden sender information til hjernen om hovedets position, bevægelse, balance og muskelspænding.

Derfor giver det mere mening at forstå Atlasterapi efter Arlen ud fra funktion og nervesystemets regulering end ud fra forestillingen om en hvirvel, der står forkert.

Står atlas virkelig skævt?

Atlas er den første halshvirvel, C1. Sammen med kraniet og den anden halshvirvel, axis (C2), danner den et meget bevægeligt område.

Det betyder også, at området ikke nødvendigvis ser fuldstændig symmetrisk ud.

En CT-undersøgelse fra 2025 undersøgte 100 personer uden tidligere nakketraume eller længerevarende nakkegener. Forskerne fandt rotation mellem C1 og C2 hos 84 %, asymmetri omkring dens hos 81 % og forskelle i facetleddenes position hos 42 %.

Hele 98 % havde mindst ét af disse fund.

Forskerne vurderede disse forskelle som normale anatomiske variationer og ikke i sig selv som tegn på instabilitet eller sygdom.

Det betyder naturligvis ikke, at der aldrig kan findes en rigtig skade eller instabilitet i den øvre nakke. Det kan eksempelvis forekomme efter traumer eller ved bestemte sygdomme og kræver lægelig vurdering.

Men det er noget andet end at sige, at en mindre asymmetri betyder, at atlas er “gået af led”.

Asymmetri er ikke det samme som fejlstilling

Selve atlas kan også være anatomisk lidt forskellig på højre og venstre side.

Derfor kan både billeder og palpation give et asymmetrisk indtryk, uden at der nødvendigvis foreligger en patologisk fejlstilling.

Atlas behøver altså ikke stå skævt for, at området omkring atlas kan være funktionelt vigtigt.

Og netop dér bliver Atlastherapi efter Arlen interessant.

Hvem var Albert Arlen?

Atlastherapien blev udviklet af den franske læge Dr. Albert Arlen (1925–1992), som arbejdede i Alsace.

Arlen begyndte allerede i 1950’erne at interessere sig særligt for sammenhængen mellem kraniet, atlas og den øvre halshvirvelsøjle.

Hans tidlige arbejde var – ligesom meget af datidens manuelle medicin – stærkt orienteret mod røntgenbilleder og atlas’ position.

Han udviklede efterhånden en meget specifik behandlingsteknik: en kort og præcist doseret impuls mod atlas’ tværtap.

Med tiden flyttede forståelsen af metoden sig imidlertid fra den rent mekaniske idé om en fejlstillet atlas mod områdets neurofysiologiske betydning.

I den moderne beskrivelse af Atlastherapi efter Arlen understreges det, at behandlingen ikke har til formål at flytte atlas permanent til en anden position.

Det er en vigtig forskel.

Atlastherapi efter Arlen er derfor ikke det samme som de forskellige behandlinger, der markedsføres som en mekanisk “atlaskorrektion”.

Nakkens receptorfelt – et lille område med meget information

Hvis behandlingen ikke handler om at sætte atlas på plads, opstår det naturlige spørgsmål:

Hvorfor er netop dette lille område så interessant?

Den øvre nakke er ikke kun knogler, led og muskler.

Den fungerer samtidig som et meget følsomt sensorisk område.

I den atlasmedicinske tradition bruges blandt andet betegnelsen “Nackenrezeptorenfeld” – nakkens receptorfelt.

Begrebet beskriver den store mængde information, som hele tiden sendes fra især de små muskler omkring kraniet, atlas og axis til centralnervesystemet.

De små nakkemuskler er også sanseorganer

Muskler bruges naturligvis til bevægelse.

Men de indeholder også muskeltene – små specialiserede sanseorganer, som registrerer musklernes længde og ændringer i deres længde.

De dybe muskler under baghovedet har en særlig høj koncentration af disse receptorer.

Det betyder, at de ikke kun bevæger og stabiliserer hovedet. De leverer samtidig meget præcis information om hovedets position og bevægelse.

Denne sans kaldes proprioception.

Man kan derfor lidt forenklet betragte de små muskler øverst i nakken som både:

muskler og sanseorganer.

Nakken, øjnene og balanceorganet arbejder sammen

Hjernen bestemmer ikke hovedets position ud fra ét enkelt sansesystem.

Den sammenligner hele tiden information fra flere kilder.

Øjnene fortæller, hvordan omgivelserne bevæger sig omkring os.

Balanceorganet i det indre øre registrerer hovedets bevægelse og dets forhold til tyngdekraften.

Nakkens receptorer fortæller blandt andet, hvordan hovedet befinder sig i forhold til kroppen.

Disse informationer integreres i centralnervesystemet og har betydning for blandt andet:

• hovedets position
• balance
• kropsholdning
• koordinering mellem øjne og hoved
• bevægelseskontrol
• muskeltonus.

Det er også en af forklaringerne på, hvorfor den øvre nakke kan være interessant hos nogle patienter med svimmelhed.

Hvis informationerne fra nakken, øjnene og balanceorganet ikke passer godt sammen, kan der opstå en sensorisk konflikt.

Det betyder ikke, at svimmelhed automatisk skyldes nakken. Svimmelhed har mange mulige årsager og skal derfor vurderes individuelt.

Hvad har det med nakkesmerter og muskelspændinger at gøre?

Informationen går ikke kun én vej.

Musklerne sender sensorisk information til centralnervesystemet, men centralnervesystemet bruger samtidig informationen til at regulere musklerne igen.

Der foregår altså hele tiden et samspil:

Nakken sender information til hjernen
? informationen bearbejdes
? muskelaktiviteten tilpasses.

Derfor kan ændringer i det sensoriske input også være forbundet med ændringer i motorisk kontrol og muskeltonus.

Forskning hos mennesker med kroniske nakkesmerter viser faktisk målbare forskelle i den cervikale positionssans sammenlignet med personer uden nakkesmerter.

Det betyder ikke, at en forstyrrelse af proprioceptionen forklarer alle nakkesmerter.

Men det viser, hvorfor moderne forståelse af nakkesmerter handler om mere end blot musklernes spænding eller hvirvlernes position.

 Læs mere om nakkesmerter og vores behandling i Klinik Gahlenbeck.

Hvad med sympatikus og parasympatikus?

Her bliver sammenhængen endnu mere interessant – men også mere kompleks.

Sensoriske, motoriske og autonome funktioner arbejder ikke fuldstændigt adskilt fra hinanden.

Når vi eksempelvis rejser os eller ændrer hovedets og kroppens position, skal nervesystemet ikke kun regulere musklerne.

Kredsløb og blodtryk skal samtidig tilpasses.

Der findes veldokumenterede forbindelser mellem balanceorganet og den sympatiske regulering af kredsløbet. En del af dette kaldes den vestibulosympatiske refleks.

Det viser et vigtigt princip:

Sensorisk information om hovedets og kroppens position kan indgå i både motoriske og autonome reguleringssystemer.

Men her er det vigtigt ikke at gå længere, end forskningen tillader.

Det er ikke dokumenteret, at Atlastherapi efter Arlen specifikt:

“slukker sympatikus”,
“aktiverer vagus”
eller “nulstiller det autonome nervesystem”.

Sympatikus og parasympatikus indgår i komplekse netværk sammen med blandt andet hjernestammen, respirationen, kredsløbet og de vestibulære systemer.

En mulig autonom påvirkning er derfor neurofysiologisk interessant, men bør ikke fremstilles som en bevist specifik virkning af Atlastherapi efter Arlen.

Hvad gør impulsen ved Atlastherapi efter Arlen?

Ved Atlastherapi efter Arlen gives en meget kort og præcist doseret impuls mod atlas’ tværtap.

Målet er ikke at flytte atlas permanent.

En moderne måde at forstå behandlingen på er i stedet:

kort mekanisk stimulus
?
sensorisk input fra den øvre nakkeregion
?
bearbejdning i centralnervesystemet
?
mulig påvirkning af sensorimotorisk regulering
?
ændret motorisk respons og muskeltonus

Det er en model baseret på funktion frem for position.

Den kræver ikke forestillingen om, at atlas først står forkert og derefter skal flyttes tilbage på plads.

 Læs mere om selve behandlingen på vores hovedside om Atlastherapi efter Arlen.

Hvorfor undersøges atlas’ position?

Ved Atlastherapi efter Arlen vurderes atlas’ individuelle anatomiske position og orientering. Formålet er ikke at diagnosticere en “fejlstilling”, som skal korrigeres.

Positionsanalysen bruges derimod til at bestemme, hvordan atlas og især tværtappen ligger hos den enkelte patient. Det har betydning for, fra hvilken retning den korte, præcist doserede impuls skal gives.

Man kan derfor godt undersøge atlas’ position uden at antage, at atlas står forkert.

Positionen bruges til at styre impulsen – ikke som et mål for en korrektion.

Atlastherapi er ikke det samme som “atlaskorrektion”

For mig er denne forskel grundlæggende.

En mekanisk model for atlaskorrektion kan meget forenklet beskrives sådan:

Atlas står forkert ? atlas korrigeres ? kroppen kommer tilbage i balance.

Min forståelse af Atlastherapi efter Arlen er en anden:

Den øvre nakke er et sensorisk vigtigt område ? et målrettet stimulus påvirker informationen fra området ? centralnervesystemet kan reagere på dette input.

Dermed flyttes fokus fra:

position ? funktion

og fra:

“Hvilken hvirvel står forkert?”

til:

“Hvordan fungerer dette område som en del af patientens samlede sensorimotoriske system?”

Hvad ved vi – og hvad ved vi endnu ikke?

Det er vigtigt at skelne mellem det, forskningen dokumenterer, og det, der fortsat er en mulig forklaringsmodel.

Vi har god forskning, som viser:

• at de dybe nakkemuskler har mange proprioceptive receptorer
• at nakkens proprioception arbejder tæt sammen med syn og balanceorgan
• at disse systemer har betydning for balance, kropsholdning og sensorimotorisk kontrol
• at patienter med kroniske nakkesmerter kan have forstyrrelser i den cervikale positionssans
• at asymmetrier omkring C1 og C2 er almindelige og ikke automatisk patologiske
• at vestibulære signaler indgår i den autonome kredsløbsregulation.

Det giver et godt anatomisk og neurofysiologisk grundlag for at interessere sig for den øvre halshvirvelsøjle.

Men det beviser ikke, at alle disse mekanismer forklarer de kliniske virkninger af Atlastherapi efter Arlen.

Den specifikke kliniske forskning i Atlastherapi efter Arlen er fortsat begrænset.

Derfor betragter jeg den neurofysiologiske forklaring som en plausibel moderne forståelsesmodel og ikke som en endeligt bevist virkningsmekanisme.

Hvorfor bruger jeg Atlastherapi efter Arlen?

Jeg bruger ikke Atlastherapi, fordi jeg mener, at næsten alle patienter har en atlas, der står skævt.

Som læge og osteopat undersøger jeg først patienten og vurderer, om den øvre halshvirvelsøjle overhovedet kan være relevant for symptomerne.

Det kan blandt andet være relevant at undersøge området hos nogle patienter med:

• nakkesmerter
• bestemte former for hovedpine
• tilbagevendende spændinger i nakke og skulderregion
• nogle former for svimmelhed
• længerevarende eller komplekse smerteproblemer.

Det betyder ikke, at atlas nødvendigvis er årsagen.

Hos mig indgår Atlastherapi efter Arlen derfor i en samlet lægelig og osteopatisk vurdering.

Jeg kombinerer efter behov Atlastherapi med blide osteopatiske teknikker.

Jeg anvender ikke kraftige manipulationer eller behandlinger med store rotationsbevægelser og “knæk” af nakken.

Læs mere om osteopati hos Dirk Gahlenbeck.

Atlas og kroniske smerter

Hos mennesker med længerevarende smerter er det sjældent meningsfuldt at lede efter én enkelt struktur, der forklarer alle symptomer.

Smerte påvirkes blandt andet af sensoriske signaler, central bearbejdning, muskelaktivitet, bevægelse, søvn, belastning og en række andre biologiske faktorer.

Den øvre nakke kan være én del af dette samlede billede.

Derfor bruger jeg heller ikke Atlastherapi som en isoleret behandling af en “skæv atlas”.

Hos patienter med mere komplekse eller langvarige problemer vurderer jeg, hvordan fundene fra nakken passer sammen med patientens øvrige symptomer og undersøgelsesfund.

 Læs mere om vores tilgang til kroniske smerter.

Atlas behøver ikke stå skævt for at være vigtigt

Det er måske den vigtigste pointe i hele denne artikel.

Atlas behøver ikke stå forkert, for at den øvre nakke kan være terapeutisk interessant.

Den moderne neurofysiologi viser et område med en usædvanlig rig sensorisk funktion og tætte forbindelser til systemer, der regulerer balance, øjen-hoved-koordination, kropsholdning og muskeltonus.

Disse sensoriske systemer kommunikerer samtidig med netværk, der indgår i kroppens autonome regulering.

Men vi skal skelne mellem det, vi ved, og det, der fortsat er en hypotese.

Atlastherapi efter Arlen handler derfor for mig ikke om at sætte en hvirvel på plads.

Jeg betragter den som en målrettet behandling af et anatomisk lille, men neurofysiologisk meget interessant område.

Læse mere om :

Atlasterapi efter Arlen

Atlasterapi efter Arlen i Klinik Gahlenbeck

Atlas terapi efter Arlen, hvad er det?

Ofte stillede spørgsmål

Bliver atlas sat på plads ved Atlastherapi efter Arlen?

Nej. Målet er ikke at flytte atlas tilbage til en bestemt idealposition. Behandlingen består af en kort og præcist doseret impuls i atlasområdet.

Kan atlas alligevel være rigtigt forskudt?

Ja. Reel instabilitet eller subluksation kan forekomme eksempelvis efter traumer eller ved bestemte sygdomme. Det er medicinske tilstande og noget andet end almindelige anatomiske asymmetrier.

Er Atlastherapi efter Arlen det samme som kiropraktik?

Nej. Atlastherapi efter Arlen er ikke en klassisk manipulationsbehandling med store rotationsbevægelser af halshvirvelsøjlen.

Hvorfor kan nakken have betydning for svimmelhed?

Nakkens proprioceptive information integreres med information fra øjnene og balanceorganet. Hos nogle mennesker kan forstyrrelser i dette samspil være medvirkende ved svimmelhed. Svimmelhed har dog mange andre mulige årsager og skal vurderes individuelt.

Regulerer Atlastherapi sympatikus eller vagus?

Der findes neurofysiologiske forbindelser mellem de sensoriske systemer for hoved, balance og kroppens autonome regulering. Men det er ikke dokumenteret, at Atlastherapi efter Arlen specifikt “slukker sympatikus” eller “aktiverer vagus”.

Hvad adskiller Atlastherapi efter Arlen fra en atlaskorrektion?

Den vigtigste forskel er forståelsen af behandlingen. Målet er ikke at rette en formodet fejlstilling, men at give et målrettet sensorisk stimulus i et neurofysiologisk vigtigt område.

Hvad siger forskningen om Atlastherapi?

Der findes et godt videnskabeligt grundlag for den øvre nakkes proprioceptive og sensorimotoriske betydning. Den specifikke kliniske evidens for Atlastherapi efter Arlen er mere begrænset. Derfor skal der skelnes mellem den neurofysiologiske plausibilitet og dokumentation for en konkret behandlingseffekt.

Lægelig og osteopatisk vurdering i Kolding

Har du nakkesmerter, tilbagevendende hovedpine, svimmelhed eller længerevarende smerteproblemer, kan den øvre halshvirvelsøjle være én af flere faktorer, der er relevante at undersøge.

Hos Klinik Gahlenbeck vurderer jeg ikke kun atlas. Jeg undersøger sammenhængen mellem dine symptomer, nakkens funktion og resten af bevægeapparatet.

Når det er relevant, kan jeg som læge og osteopat kombinere Atlastherapi efter Arlen med blide osteopatiske teknikker som en del af den samlede behandling.

Bestil tid hos Dirk Gahlenbeck, læge og osteopat i Kolding, hvis du ønsker en individuel vurdering.

Videnskabelige kilder

1. Peng B, Yang L, Li Y, et al. (2021). Cervical Proprioception Impairment in Neck Pain – Pathophysiology, Clinical Evaluation, and Management: A Narrative Review. Pain and Therapy, 10, 143–164.
   PubMed – læs artiklen
2. Qu N, et al. (2022). Neck Pain: Do We Know Enough About the Sensorimotor Control System? Frontiers in Neurology. Relevant for nakkens proprioception, muskelkontrol og neural plasticitet.
   PubMed – læs artiklen
3. Treleaven J. (2008). Sensorimotor disturbances in neck disorders affecting postural stability, head and eye movement control. Manual Therapy, 13(1), 2–11. Relevant for forbindelsen mellem nakkens receptorer, balance, syn og sensorimotorisk kontrol.
   PubMed – læs artiklen
4. Bolton PS. (1998). The somatosensory system of the neck and its effects on the central nervous system. Journal of Manipulative and Physiological Therapeutics, 21(8), 553–563. Særligt relevant for vores forklaring af nakkens receptorfelt og forbindelser til motorisk og mulig sympatisk regulering.
   PubMed – læs artiklen
5. Bolton PS, Kerman IA, Woodring SF, Yates BJ. (1998). Influences of neck afferents on sympathetic and respiratory nerve activity. Brain Research Bulletin, 47(5), 413–419. Vigtig som eksperimentel baggrund for sammenhængen mellem cervikale afferenter og sympatisk aktivitet.
   PubMed – læs artiklen
6. Stanton TR, Leake HB, Chalmers KJ, Moseley GL. (2016). Evidence of Impaired Proprioception in Chronic, Idiopathic Neck Pain: Systematic Review and Meta-Analysis. Physical Therapy, 96(6), 876–887. Stærkere evidens for, at proprioception faktisk kan være ændret ved kroniske nakkesmerter.
   PubMed – læs artiklen