Craniosakral osteopati / osteopati i det kraniale felt har sin oprindelse i opdagelserne og videreudviklingen af den amerikanske osteopat Dr. William Garner Sutherland. I 1930’erne begyndte Sutherland at udforske konceptet med den kraniale rytme og udviklede teknikkerne inden for kranial osteopati, som senere blev kendt som craniosakral osteopati. Sutherland troede, at kraniet ikke var stift, men havde en vis bevægelighed, der var forbundet med kroppens åndedrætsrytme.
Ved blide manipulationer og berøringer på kraniet og korsbenet kan blokeringer løsnes, og den naturlige bevægelse i det craniosakrale system kan forbedres. Der er dog også kritik af den craniosakrale terapi, især når den anvendes som en meget forenklet husmor-teknik. Denne blev undervist af John Uoledger. Han underviste i en forenklet teknik, som også kunne læres af ikke fagfolk. Nogle eksperter argumenterer for, at behandlingen af den kraniale rytme er mere kompleks end blot at anvende blide berøringer og manipulationer.
En solid uddannelse og en dyb forståelse af anatomi og fysiologi i det craniosakrale system er nødvendig for at opnå effektive resultater. Denne anatomiske viden besidder faktisk kun læger. Selv de har brug for lang uddannelse for at kunne anvende disse teknikker succesfuldt. Samlet set har craniosakral osteopati fået en vigtig plads inden for holistisk sundhedspleje og kan have en positiv virkning på mange lidelser og smertesyndromer. Det er dog vigtigt, at denne terapiform udføres af kvalificerede fagfolk for at sikre, at den er effektiv og sikker.
