Kranial osteopati er en del af den osteopatiske medicin og har sine historiske rødder i den amerikanske osteopat William Garner Sutherlands arbejde fra 1930’erne.
Sutherland udviklede teorier om meget små bevægelser i kraniet og beskrev det, der senere blev kendt som den primære respiratoriske mekanisme. Disse historiske modeller har haft stor betydning for udviklingen af kranial osteopati, men flere af de oprindelige forklaringer – blandt andet forestillingen om en selvstændig palpabel kranial rytme – kan ikke betragtes som sikkert dokumenteret fysiologi.
Kranial osteopati i dag
I moderne osteopatisk praksis kan de kraniale teknikker i stedet forstås som meget blide manuelle teknikker, hvor kontakten blandt andet kan omfatte kraniet, kæben, nakken og den øvre del af rygsøjlen.
Behandlingen foregår med lette manuelle impulser og uden kraftige manipulationer.
Jeg anvender ikke kranial osteopati som en isoleret behandlingsform, men som en mulig del af en samlet osteopatisk undersøgelse og behandling. Valget af teknik afhænger af patientens symptomer, sygehistorie og de fund, der gøres ved undersøgelsen.
