Atlasterapi

Allerede ved slutningen af det 19. århundrede vidste medicinen, at nakkehvirvelsøjlen fungerer som en overgangszone mellem hoved og krop, og dens muskel- og nervestruktur adskiller sig markant fra alle andre dele af rygsøjlen. I området af nakke muskulaturen er der på meget begrænset plads 100 gange flere nerveender end i andre områder af kroppen.

Disse receptorer reagerer som antenner eller seismografer på nerveimpulser, som de modtager fra organer og organsystemer i kroppen via nervebaner. I det såkaldte nakke-receptorområde – som er den medicinske fagbetegnelse – samles alle kommandoer og informationer fra forskellige dele af kroppen i en slags lydcentral, hvor de koordineres, før de sendes videre til hjernen til endelig evaluering og behandling.De fleste af disse styrings- og informationsprocesser foregår som et biologisk program ubemærket og automatisk og kan ikke viljestyres af menneskets bevidsthed (autonome nervesystem). For eksempel styres vejrtrækning, balance, rumopfattelse og rumfølelse samt muskelkoordination af nervebaner, der samles i nakke-receptorområdet.

Selvom man længe har kendt til den særlige funktion af nakkeområdet, udnyttede den franske læge Dr. Albert Arlen denne viden først i 1960’erne og 1970’erne til at udvikle en ny terapimetode kaldet Atlasterapi. Dette er en manuel behandlingsmetode til målrettet stimulation og aktivering af nakke-receptorernes følsomme nerver. Formålet med behandlingen er gennem målrettet påvirkning (irritation) af nervereceptorerne der at forbedre reguleringen af det autonome nervesystem og dermed funktionen i kroppens efterordnede og forudgående organer.